logo large2

Er billard en sport?

Print Friendly, PDF & Email

Kilde: Politiken 2009

sportEn billardspiller går 2 km under en kamp, påpeger forbundet, der har været DIF-medlem siden 1972.

En væsentlig del af de fysiske aktiviteter, danskerne beskæftiger sig med i deres fritid, er anerkendt som en sportsgren.

Men det er ikke alle forundt at være accepteret i form af eksempelvis medlemskab af Danmarks Idræts-Forbund. Politiken ser på, hvorfor det er sådan og konfronterer de involverede med spørgsmålet om, hvad der egentlig er sport eller idræt, om man vil. Giv din mening til kende på i bunden af historien

Billardsportens vej ind i Danmarks Idræts-Forbund (DIF), eller Dansk Idræts-Forbund som paraplyorganisationen hed, da billardsporten søgte om optagelse, var lang.

Det blev blandt andet diskuteret, om spillet, som i sine mange afskygninger kunne følges på Danmarks Radio med Gunnar 'Nu' Hansen som kommentator, var for tæt knyttet til værtshusmiljøet.

Afvist i første omgang
Den første ansøgning fra 1961 blev afvist, men en høring i DIF 10 år senere, hvor de øvrige sportsgrene fik mulighed for at stille spørgsmål til Den Danske Billard Union (DDBU), faldt positivt ud – i 1972 blev sporten optaget som det 40. specialforbund i DIF.

Som det sker for formanden for Dansk Dart Union, Ken Vielsøe, hænder det også, at billardspillernes formand, Jan Olsen, må lægge øre til holdninger om, at hans sport er et værtshusspil. Men det er sjældent.

Spiritus under kampene er bandlyst
I dag siger reglerne, at man højst må have en promille på 0,5, når man møder op til kamp, og når man først er kommet indenfor i lokalet, er spiritus bandlyst.

Desuden er der regler for etikette og påklædning – »som på et fodboldhold møder vi op i samme tøj til en kamp, og det gør man jo ikke på et værtshus«, siger formanden fra DDBU.

Billardsporten opfatter sig selv som en sport helt på linje med de i dag 59 andre DIF-forbund.

»Under en almindelig seriekamp til 500 point går man 2 kilometer, og spiller man til 800 point, går man endnu længere. Det er selvfølgelig i gåtempo, men man skal være i form, for mentalt skal man også være i balance, ellers taber man koncentrationen – man kan godt være rigtig træt i hovedet efter sådan en kamp«, siger Jan Olsen om sin sportsgren.

»Cheerleading – det er da ikke sport, det er show, og jeg synes, at bridge og skak er hygge«, siger formanden fra billardsporten, der er inde i varmen.